Content

torsdag den 17. november 2011

Stresset...hvem mig???

Hej ! Jeg hedder Sanne og jeg er lige blevet ramt af stress.

Ja jeg indrømmer det blankt, min hjerne har sagt stop, den kan ikke rumme mere, alle mine depoter er fyldte, så jeg overvejer nu at leje en container, altså ikke i ordets bogstavligste forstand. Men en container til at rumme alle mine tanker og bekymringer.
Lægen har sat kryds og bolle i det røde stress felt, så nu har jeg fået 14 dage til lige at sunde mig.

Jeg har været stresset mange gange, i ved når man står i køen i netto eller når man skal have alt til at klappe med børn, arbejde, rengøring, aftensmad, lektier osv.
Men den her stress den er helt ny, jeg kender den ikke rigtig, den føles fysisk, føles som om hjernen er ved at koge over, hver gang noget presser sig lidt på.
Det værste er at det gør mig til en sur gammel kælling, sådan en der skælder sine børn og mand ud over den mindste bagatel.

Men der er en ting jeg ikke forstår, jeg forstår ikke hvem der har ønsket den velkommen???
Er det så meningen vi skal blive venner nu og leve livet sammen???
Det har jeg nu ikke tænkt mig, jeg har ikke tænkt mig at lade den komme for tæt.
Jeg ved jo godt hvorfor den er her. Det er hårdt at have et barn med skjult handicap, det er hårdt at få diagnose på diagnose, det er hårdt altid at skal kæmpe, det er pisse hårdt at føle man ikke rækker til... men Guderne skal vide at jeg virkelig gerne ville være total overskuds mor. Sådan en der bare kunne sig.." JA JA Herre Gud... det er jo bare endnu en ny diagnose..ork det har vi HELT styr på"... Men det er jeg IKKE!!!

Jeg har været nede og bide i græsset et par gange i mit liv og hver gang har jeg rejst mig. Og for hver gang jeg har rejst mig, er jeg blevet stærkere og det er lige nøjagtig hvad jeg har tænkt mig at gøre den her gang også. Rejse mig og blive det stærkere.

Og hvorfor er det lige, at samfundet ser på det psykiske som noget svagt.
Er et menneske med en depression eller stress et svagt menneske???
Er man et stærkt menneske, hvis man er hård som en sten? JA måske. men er man et stort menneske???
Er man et stort menneske hvis man kan mærke sine følelser, Ja det tror jeg, men er man et stærkt menneske???
Jeg ville ønske at jeg nogen gange var lidt mere hård og knap så gummi agtig.

1 opgave til mig selv/ Jeg vil lære at styre mine tanker, istedet for hele tiden at føle jeg aldrig gør tingene godt nok, så vil jeg til at rose mig selv, ændre mine tanker.
Hver aften inden jeg lægger mig til at sove, vil jeg tænke på 3 gode ting jeg har gjort i løbet af dagen.
Det kan være, at lade den sure dame i køen komme foran og tænke pyt. Det kan være noget dejligt med børnene og manden feks. bare være her, cykle en lang tur , grine noget mere og bare tage den med ro.

Er det så forkert at bruge sin blog som ventil?... Jeg ved det ikke, men jeg tager chancen.

Kh.

Sanne

16 kommentarer:

dqpage says:
at: 17. november 2011 kl. 08.28 sagde ...

Hvorfor samfundet ser det psykiske som noget svagt ? hvis det er sådan kan det måske hænge sammen med tendensen til at tænke i årsag/skyld/diagnoser. Det er så let at 'give individet skylden' - at smække en diagnose på, og kalde det svagt. Jeg ser stress om en faktor der i meget høj grad bunder i omgivelserne/kulturen - en reaktion på, at forventningerne / kravene er skruet for højt op.
Der findes mange rigtig gode bøger om stress. Men nu skal jeg ikke belaste dig med at foreslå nogen - for du skal slappe af. Evt tale med en god psykolog, så du kan få sorteret lidt i kaoset/tankemylderet
god bedring.
hilsen Mona

Lisbeth says:
at: 17. november 2011 kl. 08.34 sagde ...

Det er helt ok, at bruge bloggen til ventil. :-)
Jeg tænker at du er pisse stærk, fordi du tage ansvar for at ændre din tilgang til livet.
Kan godt forstå at du er røget derned. At skulle være stærk for sine børn er bare pissehårdt.
Giv dig lov til at hele. Gå en lang tur ved stranden helt alene. Gør noget, der er godt for dig. Din krop skal have lov til at hele.

Jeg er ved at være oppe igen efter en lignende tur. Jeg er ved at være bedre til at sige pyt.

Hvis du ikke kender Anna Skyggebjerg, så kan jeg anbefale hendes blog. Hun er god til at finde det gode i livet.

http://blog.annaskyggebjerg.dk/

Masser kram og tanker herfra

Lisbeth

Heidi says:
at: 17. november 2011 kl. 08.56 sagde ...

Sender dig mange tanker....

Louise says:
at: 17. november 2011 kl. 09.10 sagde ...

Bloggen kan faktisk være et af de aller bedste steder at komme af med sine tanker :-)
Måske er stressen (hvad det nu er?!?!) noget du skal lære at leve med og måske er det ikke. Jeg tror det er for tidligt at sige. Kan kun sige been there - still there!
Og bloggen er din - du må bruge den som du vil :-)

Rikke Dalmose says:
at: 17. november 2011 kl. 10.13 sagde ...

Hej Sanne.

Det der er det fed ved en blog er jo, at det er ens egen. Her kan du skrive hvad du vil, når du vil.
En ting er sikkert, du er ikke alene med stress.

Vi lever i en verden, hvor det at være et omsorgsfuldt følsomt menneske, er en svaghed. Vi bliver målt på det vi kan/gør og ikke på dem vi er. Derfor "opstår" de her diagnoser, så vi kan blive sat i bås eller kasse, så passer vi nemlig ind. Men men sådan er det jo ikke, HELDIGVIS. Lev dit liv på din måde og sæt spørgsmålstegn ved de "andre", som de sætter spørgsmålstegn ved dig.
Du er dig og du gør dit bedste. Det gør vi alle!!!!

Smuk dag til dig
Rikke

Dorthe says:
at: 17. november 2011 kl. 10.13 sagde ...

Sender dig varme tanker Sanne! Tag det nu helt roligt og få slappet af, gør alle de ting, der gør dig glad.
Brug bloggen til præcis det, du vil. Det er din og du bestemmer! Det er vigtigt med et åndehul.
Knus Dorthe

Fru Olsen says:
at: 17. november 2011 kl. 12.35 sagde ...

Det er jo lige præcis noget af det en blog kan bruges til!! Og er der nogen der ikke gider at læse med, kan de jo bare lade være! Og vil de dømme, så lad dem om det - det siger mere om dem end om dig.

Hatten af for dig, at du fortæller - har selv været sådan ca. hvor du er, og kender det alt for godt. For mig er stress blevet min livsledsager, men på den gode måde. Efter det akutte, hvor jeg lærte en masse om mig selv, har stressen givet mig den gave, at jeg lytter til mig selv, og at jeg er i stand til at fokusere på det positive. Ting er blevet ændret og lavet om.

Stress var min krops måde at sige til mig: "det kan godt være, at du ikke vil lytte, men så må du føle. Nu lukker jeg ned, så kan det være du kan lære det!!"
I dag er kroppen min ven, den fortæller mig, hvornår jeg skal geare lidt ned. Og gearet ned har jeg måttet gøre.

Og det er ved GUD ikke svagt - det er tværtimod meget stærkt. Og de (vi) mennesker, som har haft stress/depression, er på sin vis stærkere end så mange andre, som ikke har haft modgang. Vi kender det, vi ved, hvordan vi klarer det. Vi er parate til at arbejde med os selv.

Og det kan jeg "høre", at du også er --- du skal sgu' nok klare dig! Det vigtigste LYT, LYT og lær af det.

Fru Olsen says:
at: 17. november 2011 kl. 12.39 sagde ...

Forresten:for mig har det også handlet om integration. At blive mere hel. At blive klar over mine skyggesider, dem jeg ikke selv syntes om. At lære at acceptere dem, og vende dem til noget positivt. De er en del af mig.

Vrede Vera, Sure Sofie, Desillutionerede Dorte, Lallaglade Laila, Bistre Birthe osv... alle er de med i bussen, men det er mig, der styrer!!

Kolorista says:
at: 17. november 2011 kl. 16.31 sagde ...

Hej Sanne. Bloggen er en god ventil, det har jeg i hvert flad osse brugt den til - men husk at lukke for ventilen hvis den stresser mere end den hjælper, ik? Jeg ved ikke om jeg kan skrive noget klogt, her en lille måneds tid inde i stressen - andet end at det tog nogle uger for mig før "det sorte" begyndte at lysne - og det var vildt skræmmende. Så nu, hvor det lysner så småt for mig kan jeg bare sige: panik ikke, hvis hullet er dybere end det så ud til oppe fra kanten - man kommer op igen - step by step - når kroppen og hovedet er klar. Min hjerne er dog stadig lidt mos - måske går det aldrig over ;-) Pøjpøj fra Lisbeth

Lydert says:
at: 17. november 2011 kl. 16.40 sagde ...

Bloggen er et perfekt sted at komme af med det, der foregår i vore liv, også når det gælder stress.
Det meste af sidste år var jeg selv stresset. Sygdom og en fyring gjorde det ikke bedre, men jeg fortsatte: kan selv, vil selv. Til sidst endte jeg hjemme i sofaen med en depression. Nu, et år senere, er jeg atter ovenpå, og jeg har lært at passe på mig selv og sige nej til de ting, jeg ikke kan eller vil
Pas på dig selv, gør nogle ting, der gør dig glad, så kommer du helt sikkert ud på den anden side.
Kram ... Lone

Unknown says:
at: 17. november 2011 kl. 18.03 sagde ...

man må bruge sin blog lige som man ønsker :D

min veninde der også har stress, skrive "I did" lister i stedet for to do. - dvs hun om aftenen kan kigge på et papir med ALT det hun nåede at få lavet den dag. eller hvad hun lige fik hygget med :)

jeg er sikker på du kommer oven på, stærkere end før :D

www.muabi.dk

Mundelin says:
at: 17. november 2011 kl. 22.06 sagde ...

Godt indlæg, gode tanker, seriøst og kreativt skrevet. Vi ryger alle ned i ny og næ, engang lidt dybere end normalt, men med et ordentligt sind, et godt bagland og venner at støtte sig op af, så er vejen fremad overskuelig.

Det du gennemgår er igen skam, det kan være hårdt og tæls, men også meget lærerigt, og jeg ved du kommer styrket gennem det - såen er du jo bare ;-)

Merete says:
at: 17. november 2011 kl. 22.30 sagde ...

Læser, lytter og forstår...
Sender god bedring og tanker ;0)

Oline Art says:
at: 18. november 2011 kl. 08.16 sagde ...

Kæreste Sanne

Jeg håber og tror på at du er en af de mennesker der helt sikkert kommer styrket gennem sådan en omgang. Jeg håber det hul du skal kæmpe dig op af ikke er alt for stort, og at du hurtigt genvinder dit lyse sind, lysten til blot at være og evnen til at fokusere på det positive i dit liv:-)

Knus Dorthe

Margit says:
at: 18. november 2011 kl. 16.13 sagde ...

Det er bestemt ikke forkert - vi følger jo dig - og alt det der følger med :)
Håber du snart må få det behageligt igen

x
margit

Unknown says:
at: 19. november 2011 kl. 23.40 sagde ...

Sødeste Sanne..
Har først lige set dit indlæg nu.. Nøj det gør mig ondt at læse at du er ramt...
Jeg ønsker for dig at du snart får luften igen.. Hør her, du må bruge din blog som du lyster.. Det er der ikke nogen som skal blande sig i. Det er vel derfor man ar den.
jeg ønsker for dig at du snart får det bedre, mange kram herfra. Sig hvis der er noget jeg kan gøre for dig. Men et kærligt ord må vel være at at du skal lære at lytte.. Ikke til hvad vi andre siger, men mest af alt, til hvad du føler. Dernæst er det vigtigt at du følger din indskydelse. Pas godt på dig selv.. Mange kram herfra.
Lone

Send en kommentar

Instagram - SannePKunst